ADHD OS

Handels- og brugsbetingelser for ADHD OS

Version 2.0 · Gældende fra 6. november 2026

1. Generelt og aftaleparter

1.1 Disse handels- og brugsbetingelser ("Betingelserne") gælder for køb og brug af coachingforløb hos ADHD OS. Det omfatter brug af appen ADHD OS og webversionen på app.adhdos.dk (samlet "Tjenesten").

1.2 Aftalen indgås mellem dig og:

Mathias Holsaae Productions
v/ Mathias Emil Holsaae (enkeltmandsvirksomhed)
CVR-nr. 40134638
Taubersvej 16, 6000 Kolding
Telefon: 53 60 96 73
E-mail: support@adhdos.dk

Når der står "jeg" eller "mig" i Betingelserne, er det Mathias Holsaae Productions, som driver ADHD OS.

1.3 Jeg, Mathias Holsaae, udfører selv coachingen.

1.4 Betingelserne, Tjenesten og al kommunikation mellem dig og mig er på dansk. Aftalen indgås på dansk.

1.5 Min behandling af dine personoplysninger er beskrevet i privatlivspolitikken på app.adhdos.dk/privatliv.

1.6 Henter du appen i en appbutik, gælder butikkens vilkår desuden for selve downloaden. Butikken, fx Apple, er ikke part i aftalen om dit forløb og har intet ansvar for Tjenesten.

2. Ydelsen

2.1 ADHD OS er et individuelt (1:1) online coachingforløb, der hjælper dig med at opbygge vaner og struktur i hverdagen ved ADHD. Forløbet løber fra måned til måned og består af:

  • et spørgeskema om din hverdag og dine vaner, når du starter
  • en personlig plan, som jeg lægger ud fra dine svar
  • daglige rutiner og afkrydsning
  • et ugentligt check-in
  • beskeder: skriftlige beskeder, talebeskeder og billeder fra dig, og skriftlige beskeder, talebeskeder og videoer fra mig
  • Opgaver, hvor du kan skrive dine to-do-lister
  • materialer i form af video, lyd og tekst
  • 1:1-samtaler efter behov
  • påmindelser på din telefon, hvis du tillader notifikationer.

2.2 Jeg læser og besvarer beskeder løbende, men ikke døgnet rundt. Tjenesten må ikke bruges i akutte situationer (punkt 3.3).

3. Coaching er ikke sundhedsfaglig behandling

3.1 ADHD OS er coaching. Tjenesten er ikke sundhedsfaglig behandling, psykologbehandling eller lægelig rådgivning og stiller ingen diagnoser. Tjenesten erstatter ikke udredning, behandling eller opfølgning hos læge, psykiater, psykolog eller andre sundhedspersoner.

3.2 Tjenesten er ikke medicinsk udstyr. Jeg rådgiver ikke om medicin. Har du spørgsmål om diagnose, behandling eller medicin, så tal med din læge.

3.3 Akutte situationer. Tjenesten må ikke bruges i akutte situationer, da beskeder ikke læses døgnet rundt.

4. Hvem kan bruge ADHD OS

4.1 Du skal være fyldt 18 år og have bopæl i Danmark for at købe og bruge Tjenesten.

4.2 Tjenesten er til personligt brug for forbrugere. Forløbet og kontoen er personlige og kan ikke overdrages til andre.

5. Køb og aftaleindgåelse

5.1 Du køber forløbet via linket i den velkomstmail, jeg sender dig. Linket fører til betalingssiden hos min betalingsudbyder Stripe, hvor der også er link til disse Betingelser. På betalingssiden står navnet Drengen I Sofaen, som er navnet på min konto hos Stripe.

5.2 Før du betaler, viser betalingssiden forløbets vigtigste egenskaber, prisen pr. måned inklusive moms, og at abonnementet løber, indtil det opsiges.

5.3 Aftalen er indgået, når betalingen er gennemført. Lige efter betalingen får du en bekræftelse pr. e-mail med disse Betingelser vedhæftet som PDF, og Stripe sender dig en kvittering. Jeg opbevarer aftalen, og du kan få en kopi ved at skrive til mig.

5.4 Herefter laver du din adgangskode og henter appen. Første gang, du logger ind, accepterer du Betingelserne på siden "Mine betingelser".

5.5 Der kan ikke købes noget i appen.

6. Pris og betaling

6.1 Prisen pr. måned står i mit tilbud og på betalingssiden, før du køber, og i din kvittering. Prisen er inklusive 25 % moms. Der er ingen oprettelsesgebyr og ingen bindingsperiode.

6.2 Du betaler med betalingskort via Stripe. Jeg modtager ikke dine kortoplysninger.

6.3 Den første måned betales, når du køber forløbet. Derefter trækkes betalingen automatisk forud for hver måned på samme dato, indtil abonnementet ophører.

6.4 Kan en betaling ikke gennemføres, forsøger Stripe igen, og du får besked pr. e-mail. Er betalingen ikke gennemført senest 14 dage efter forfald, kan jeg sætte forløbet på pause, indtil der er betalt, eller ophæve aftalen (punkt 16.2).

6.5 Prisændringer. Jeg kan ændre prisen, hvis det er begrundet i a) stigninger i mine omkostninger til at levere Tjenesten, herunder til leverandører og drift, b) nye eller ændrede skatter og afgifter eller c) den almindelige prisudvikling målt ved Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks. Jeg varsler prisændringen pr. e-mail med mindst 30 dage og oplyser samtidig om årsagen. Den nye pris gælder fra den første betaling efter varslets udløb. Ønsker du ikke at fortsætte til den nye pris, kan du opsige forløbet, inden den træder i kraft (punkt 7.2). Prisen for en måned, du allerede har betalt for, ændres ikke.

7. Opsigelse og ophør

7.1 Abonnementet løber fra måned til måned, indtil det opsiges.

7.2 Du kan til enhver tid opsige forløbet. Opsigelsen får virkning ved udgangen af den måned, du har betalt for. Du har adgang til forløbet indtil da, og der trækkes ingen yderligere betalinger. Du opsiger via Stripes kundeportal, som der er link til i bekræftelsen efter betalingen, eller ved at skrive til support@adhdos.dk. Jeg bekræfter opsigelsen pr. e-mail med oplysning om, hvornår forløbet ophører.

7.3 Jeg kan opsige forløbet med mindst 1 måneds varsel til udgangen af en betalt måned.

7.4 Sletning af konto. Du kan til enhver tid slette din konto under Profil › Privatliv og betingelser › Slet min konto i appen eller på app.adhdos.dk, når du er logget ind (vejledning på app.adhdos.dk/slet-konto). Sletter du din konto, ophører forløbet samme dag, og abonnementet stopper. Jeg tilbagebetaler forholdsmæssigt det, du har betalt for resten af den løbende måned. Tilbagebetalingen sker senest 14 dage efter sletningen, med samme betalingsmiddel og uden gebyrer.

7.5 Når forløbet er ophørt, slettes din konto og dine oplysninger efter 6 måneder, jf. privatlivspolitikken.

8. Fortrydelsesret

8.1 Du har 14 dages fortrydelsesret, når du køber et forløb hos mig. Fristen løber fra den dag, aftalen indgås (punkt 5.3).

8.2 Forløbet kan begynde, så snart du har oprettet din konto, også inden fortrydelsesfristen er udløbet. Fortryder du inden fristens udløb, tilbagebetaler jeg hele beløbet, også selv om forløbet er begyndt. Du skal ikke betale for den del af forløbet, der er leveret.

8.3 Sådan fortryder du. Du skal give mig en utvetydig meddelelse om, at du fortryder, inden fristen udløber. Du behøver ikke at give en begrundelse. Du kan:

  • bruge funktionen "Fortryd aftale" på app.adhdos.dk/fortryd. Når du har bekræftet fortrydelsen, sender jeg dig straks en kvittering pr. e-mail med indholdet af din fortrydelse og dato og klokkeslæt for indsendelsen
  • bruge standardfortrydelsesformularen i bilag 2. Det er ikke et krav.

Fristen er overholdt, hvis du sender din meddelelse, inden fortrydelsesfristen er udløbet.

8.4 Tilbagebetaling. Fortryder du, tilbagebetaler jeg alle beløb, jeg har modtaget fra dig, uden unødig forsinkelse og senest 14 dage efter, at jeg har modtaget din meddelelse. Tilbagebetalingen sker med samme betalingsmiddel, som du brugte ved købet, medmindre du udtrykkeligt har accepteret noget andet. Du betaler ingen gebyrer for tilbagebetalingen. Forløbet ophører, og abonnementet stoppes, når jeg har modtaget din meddelelse.

8.5 Fortrydelsesvejledningen i bilag 1 gælder.

9. Din konto og sikkerhed

9.1 Din konto oprettes på grundlag af invitationen. Du logger ind med din e-mailadresse og en adgangskode, som du selv vælger.

9.2 Din konto er personlig. Du må ikke give andre adgang til den. Hold din adgangskode hemmelig, og brug en adgangskode, du ikke bruger andre steder. Beskyt din telefon med kode eller biometri.

9.3 Får du mistanke om, at andre har adgang til din konto, skal du straks ændre din adgangskode og give mig besked på support@adhdos.dk.

10. Dine forpligtelser

10.1 Du bestemmer selv, hvad du gør. Det er dit ansvar at vurdere, om et forslag er rigtigt for dig, og at søge sundhedsfaglig hjælp, når der er behov for det (punkt 3).

10.2 Fortæl mig, hvis noget i forløbet ikke passer til dig, eller hvis du får det værre. Kontakt også din læge, hvis du får det værre.

10.3 Du må ikke via Tjenesten sende indhold, der er ulovligt, krænkende, truende eller chikanerende. Del kun oplysninger om andre personer, når det er nødvendigt for dit forløb, og send ikke billeder af andre uden deres accept.

10.4 Du må ikke forsøge at skaffe dig adgang til andres oplysninger, omgå sikkerhedsforanstaltninger, belaste Tjenesten unødigt eller bruge den til andet end dit eget forløb.

11. Immaterielle rettigheder

11.1 Alt materiale i Tjenesten tilhører mig eller mine licensgivere og er beskyttet af lov om ophavsret. Det gælder blandt andet videoer, lydfiler, tekster, planskabeloner, metode og design.

11.2 Så længe aftalen løber, får du en personlig, ikke-eksklusiv og ikke-overdragelig ret til at bruge materialet til dit eget forløb. Du må ikke kopiere, optage, offentliggøre, videresende eller på anden måde dele materialet eller din adgang med andre.

11.3 Mine beskeder, talebeskeder og videoer til dig er kun til dit personlige brug og må ikke offentliggøres eller deles uden mit samtykke.

11.4 Det indhold, du selv skaber, fx beskeder, svar, talebeskeder og billeder, tilhører fortsat dig. Du giver mig ret til at bruge det i det omfang, det er nødvendigt for at levere Tjenesten, jf. privatlivspolitikken.

12. Personoplysninger, samtykke og AI

12.1 Jeg behandler dine personoplysninger som beskrevet i privatlivspolitikken på app.adhdos.dk/privatliv.

12.2 Helbred. Fortæller du mig om dit helbred, behandler jeg det kun med dit samtykke, som du giver med fluebenet på siden "Mine betingelser". Du kan til enhver tid trække det tilbage ved at skrive til support@adhdos.dk.

12.3 AI. Du vælger selv, om du vil bruge AI i appen. Siger du ja, behandles dine oplysninger hos Anthropic (USA) som beskrevet i privatlivspolitikken. Siger du nej, er AI-funktionerne ikke tilgængelige, og dit forløb og din pris er de samme. Du kan altid ændre dit valg under Profil › Privatliv og betingelser.

13. Tilgængelighed og ændringer i Tjenesten

13.1 Jeg tilstræber, at Tjenesten er tilgængelig hele døgnet, men jeg kan ikke garantere, at den altid er tilgængelig eller fejlfri. Tjenesten kan være utilgængelig i kortere perioder på grund af vedligeholdelse, opdateringer eller fejl hos mig eller mine leverandører.

13.2 For at bruge Tjenesten skal du have en internetforbindelse og en iPhone med iOS 16.4 eller nyere eller en opdateret webbrowser. Hold appen opdateret til den nyeste version.

13.3 Jeg kan løbende videreudvikle og ændre Tjenestens funktioner, så længe det ikke forringer de væsentlige dele af forløbet, jf. punkt 2.1.

14. Mangler og reklamation

14.1 Er der fejl eller mangler ved forløbet, skal du reklamere til support@adhdos.dk inden rimelig tid, efter at du har opdaget dem eller burde have opdaget dem. En reklamation inden for 2 måneder efter, at du har opdaget manglen, er altid rettidig.

14.2 Ved mangler har du efter dansk rets almindelige regler krav på afhjælpning, et forholdsmæssigt afslag i prisen eller, hvis manglen er væsentlig, at hæve aftalen. Du kan desuden have krav på erstatning efter punkt 15. For appen og webversionen gælder desuden købelovens regler om digitalt indhold og digitale tjenester, i det omfang de finder anvendelse.

15. Ansvar

15.1 Jeg er erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler. Betingelserne begrænser ikke dette ansvar.

15.2 Coachingen er vejledning, og du træffer selv dine beslutninger.

16. Ophævelse ved misligholdelse

16.1 Misligholder jeg aftalen væsentligt, fx ved ikke at levere forløbet, kan du ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning. Du får tilbagebetalt det, du har betalt for den del af forløbet, der ikke er leveret.

16.2 Misligholder du aftalen væsentligt, kan jeg ophæve aftalen med øjeblikkelig virkning ved skriftlig meddelelse. Det gælder fx ved manglende betaling (punkt 6.4), trusler eller chikane over for mig, deling af din adgang eller af materiale i strid med punkt 9 og 11 eller anden grov overtrædelse af punkt 10. Ophæver jeg aftalen, tilbagebetaler jeg det, du har betalt forud for den del af forløbet, der ikke er leveret. Det sker med forbehold for min ret til erstatning efter dansk rets almindelige regler.

17. Force majeure

Jeg er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket opfyldelse, der skyldes forhold uden for min kontrol, som jeg ikke burde have forudset ved aftalens indgåelse. Det kan fx være krig, naturkatastrofer, strejke, omfattende nedbrud hos tele- eller internetudbydere eller myndighedspåbud. Varer forholdet mere end 30 dage, kan begge parter ophæve aftalen. I så fald får du tilbagebetalt det, du har betalt forud for den del af forløbet, der ikke er leveret.

18. Ændring af Betingelserne

18.1 Jeg kan ændre Betingelserne, hvis det er begrundet i ændret lovgivning, krav fra myndigheder eller appbutikker, sikkerhedshensyn, ændringer i Tjenesten eller udskiftning af leverandører.

18.2 Væsentlige ændringer varsler jeg med mindst 30 dage i appen og pr. e-mail. Ændringer, der alene er til din fordel, eller som er påkrævet ved lov, kan træde i kraft med kortere varsel.

18.3 Ændringer til ugunst for dig får ikke virkning for en måned, du allerede har betalt for. Ønsker du ikke at acceptere ændringerne, kan du opsige forløbet, inden de træder i kraft (punkt 7.2).

18.4 Den gældende version af Betingelserne og datoen for, hvornår den trådte i kraft, fremgår altid af app.adhdos.dk/betingelser.

19. Overdragelse

Jeg kan overdrage aftalen til en anden virksomhed, der overtager driften af ADHD OS, hvis dine rettigheder efter aftalen ikke forringes. Du får skriftlig besked senest 30 dage før overdragelsen og kan opsige aftalen til ophør på overdragelsestidspunktet med forholdsmæssig tilbagebetaling af forudbetalte beløb. Dine personoplysninger overdrages kun i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne.

20. Lovvalg og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole. Betingelserne begrænser ikke de rettigheder, du har efter ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler.

21. Klageadgang

21.1 Er du utilfreds, så skriv til support@adhdos.dk. Jeg bekræfter modtagelsen og besvarer din klage uden unødig forsinkelse.

21.2 Kan vi ikke finde en løsning sammen, kan du klage til:

Nævnenes Hus
Toldboden 2
8800 Viborg
www.naevneneshus.dk

Klagen indgives via Nævnenes Hus' klageportal på kpo.naevneneshus.dk. Nævnenes Hus forsøger først at mægle mellem parterne. Fører det ikke til en løsning, kan klagen efter reglerne i forbrugerklageloven indbringes for Forbrugerklagenævnet.

22. Kontakt

Mathias Holsaae Productions, Taubersvej 16, 6000 Kolding
CVR-nr. 40134638
Telefon: 53 60 96 73
E-mail: support@adhdos.dk

Bilag 1: Fortrydelsesvejledning

Fortrydelsesret

Du har ret til at træde tilbage fra denne aftale uden begrundelse inden for 14 dage.

Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter den dag, hvor aftalen blev indgået.

For at udøve fortrydelsesretten skal du meddele mig, Mathias Holsaae Productions, Taubersvej 16, 6000 Kolding, telefon 53 60 96 73, e-mail support@adhdos.dk, din beslutning om at fortryde denne aftale i en utvetydig erklæring (f.eks. pr. e-mail). Du kan benytte den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke obligatorisk.

Du kan også udøve din fortrydelsesret online på app.adhdos.dk/fortryd. Hvis du anvender denne onlinefunktion, sender jeg dig uden unødig forsinkelse en kvittering for modtagelse af fortrydelsen på et varigt medium (f.eks. pr. e-mail), herunder dens indhold og datoen og tidspunktet for indsendelse.

Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis du sender din meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten, inden fortrydelsesfristen er udløbet.

Følger af fortrydelse

Hvis du udøver din fortrydelsesret i denne aftale, refunderer jeg alle betalinger modtaget fra dig uden unødig forsinkelse og under alle omstændigheder senest 14 dage fra den dato, hvor jeg har modtaget meddelelse om din beslutning om at fortryde denne aftale. Jeg gennemfører en sådan tilbagebetaling med samme betalingsmiddel, som du benyttede ved den oprindelige transaktion, medmindre du udtrykkeligt har indvilget i noget andet. Under alle omstændigheder pålægges du ingen former for gebyrer som følge af tilbagebetalingen.

Bilag 2: Standardfortrydelsesformular

(Denne formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende)

  • Til Mathias Holsaae Productions, Taubersvej 16, 6000 Kolding, support@adhdos.dk:
  • Jeg meddeler herved, at jeg ønsker at gøre fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min aftale om levering af følgende tjenesteydelse: ________________
  • Bestilt den: ________________
  • Forbrugerens navn: ________________
  • Forbrugerens adresse: ________________
  • Forbrugerens underskrift (kun hvis formularens indhold meddeles på papir): ________________
  • Dato: ________________